baby Tanker

Tanker om vuggestue start

Nu er Charlie snart 8 måneder og det er så småt begyndt at gå op for mig, at min barsel er ved at se sin ende. Det er med mixede følelser, at jeg snart vender snuden tilbage på arbejdsmarkedet, for en del af mig keder sig, mens den anden del frygter den mangel på tid, der pludselig opstår når Charlie skal starte i vuggestue og jeg skal starte på arbejde. Egentlig ville jeg nok allermest ønske at jeg havde mulighed for at forlænge min barsel, men hvis husdrømmen skal blive en realitet og regningerne skal betales, er der desværre ikke mulighed for dette.

Jeg har før delt med jer, at jeg kan blive en anelse nervøs ved tanken om at sætte Charlie i vuggestue om blot 2 måneder. Han er knap 10 måneder på det tidspunkt og stadig kun en lille spirrevip, men eftersom situationen ikke kan være anderledes bliver jeg nød til at tro på, at det hele nok skal flaske sig. Måske er det mere mig der ikke er parat til at give slip, frem for Charlie.

Charlie har fået plads i en rigtig god vuggestue, måske en anelse for stor, men det er den vej de fleste institutioner er på vej hen mod. Pædagogerne virker enorm kompetente, de spiser 90% økologisk og børnene er ude det meste af dagen, noget jeg sætter stor pris på.

Da vi i sidste uge takkede ja til pladsen, sad jeg dog alligevel med en øv fornemmelse i maven. En af de dage hvor jeg ville ønske at pengepungen var lidt større, så der var råd til at jeg kunne have ham hjemme i et års tid endnu. Jeg ved godt at det virker overdrivet for nogle, men min mavefornemmelse ønskede sig at vi kunne være os 2 lidt længere.

Det skal nok blive godt trods mit pylder. Heldigvis er børn gode til at tilpasse sig. Vi skal nok bare lige igang og have det hele til at køre. Måske bliver det en stor succes fra dag 1, hvem ved?

Jeg vidste ikke at det kunne være så nervepirrende at overlade sit barn til et andet menneske og jeg troede egentlig ikke jeg ville blive sådan en mor. Men jeg tænker at det er en normal følelse og især som første gangs mor der aldrig har prøvet det før?

You may also like...

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *